Lyden af sygdom...

Vi vågnede natten til igår ved den lyd, jeg personligt frygter allermest fra babyalarmen: lyden af et lille menneske, der kaster op... Øv! 

Vi havde sidste år, dét vi i familien referere til som, julen fra helvede!! ALLE blev syge og kastede op fra d. 22.-26.december. Lumsens første jul står dermed i nogens erindring, som nogle meget hårde dage, hvor vi kæmpede for at holde os oprejst og få afviklet en nogenlunde normal jul. Farmand og mormor derimod kan slet ikke huske d. 24... Morfar så vi ikke hele 1. Juledag. Det var ikke kønt... Og det var ikke sjovt. Det værste var, at alle blev syge på én gang. Det er fandme ikke humant, at skulle være 5 syge mennesker under ét tag. 

Så dén lyd, af én der kaster op - den giver mig nærmest tic ved det ene øje og sender mig straks tilbage til de dage, hvor jeg var så træt, jeg troede jeg skulle besvime. Heldigvis var denne omgang vand ved siden af! Det var stadig ulækkert og skide synd for lillefisen - men noget nemmere at overskue med to raske forældre til at hjælpe hinanden. 

Når det så er sagt, så er det godt nok en fordel med tre små ting, når der er omgangssyge i farvandet: Viaplay, Vanish og Capri Sonne! Så er der både underholdning til det syge barn på sofaen og noget der kan fjerne alle pletterne på den gigantiske bunke af vasketøj, der hober sig op i løbet af blot en enkelt nat. Og de der Capri Sonne - dem siger hun aldrig nej til, så de hjælper til at få lidt i maven og styr på væske balancen. Det er de små tricks, man lærer hen ad vejen, ikk?! 

Idag er hun heldigvis på toppen igen. Og ingen voksne er ramt (so far!) - så indtil videre er julen reddet! Yay!

Fødselsdag for far

Herhjemme er vi fan af fødselsdage! Eller det vil sige, jeg er kæmpefan og Hr. Kæreste lidt mindre, men han er jo også ældst - så who can blame him :-) Så den får hele armen med gaver, rundstykker, flag og sang. Det skal til - hver gang!!

I dag var der igen fødselsdag på matriklen og det har været en herlig én, hvis I spørger mig. Godt nok i stor kontrast til, hvordan vi holdt fødselsdage BB (Before Baby), men ikke desto mindre en rigtig skøn én af slagsen. Tidligt oppe omkring kl. 6 for at nå at vække Lumsen, der er mindst lige så svær at få ud af fjerene, som undertegnede. Vi nåede dog både at spise morgenmad sammen, lade far pakke sine gaver ud og køre ham på job, så han ikke skulle cykle med en stor pose rundstykker til kollegaerne under armen. Det ville, næsten, være synd :-)

 

Her til aften stod den så på familie-middag, bare os tre, på Jensens Bøfhus. Endnu en af de ting, jeg før Lumsens ankomst forsvor ikke ville ske. Man kan sige, hvad man vil om Jensens, men det er det eneste sted, jeg IKKE får panikagtig angst over at skulle have en lille grisende, madkastende og til tider ret så støjende tumling med hen. Lumsen er generelt en glad og meget nem pige, at have med. Men... der er altid et men... Hun er ikke engang 2 år, ego er hun utilregnelig. I dag var hun fx smadderdygtig til at spise sin softice med ske, men hun ville, død og pine, også have mozzarella-sticks NU, da de kom på bordet. Så F*** at de er så dødsens varme, at de skolder hele svælget på selv den garvede kok, efter han har pustet på dem, som den dér ulv fra "De tre små grise" i flere minutter. Det var faktisk vores første forsøg med at spise ude (ud over et par ture i Ikea) og det var skønt at blive bekræftet i, at det kan vi godt nu. Hvis bare vi er indstillet på, at det er på hende præmisser og det ikke skal tage flere timer. 1 ½ time kan hun klare, ved hjælp af I-pad, tegnegrej og mad. Og det kan jeg sagtens nå at nyde en hovedret (og sluge en dessert) på.

 

Det er virkelig det bedste ved, at de bliver hurtigt store. Så kan man pludselig overskue og foretage sig ting, som for bare et halvt år siden virkede ret umulige.

 

Næste gang vi skal fejre fødselsdag her i huset - så er der nogen, der fylder 2 år. Det bliver stort!