Efter at have læst lidt i den 90'er bog jeg fik i julegave, hvor der var en liste over de bedste album i 90'erne, er jeg kommet til at tænke lidt over det med de der albums. Jeg kan huske dengang jeg var 13år og fik råd til at købe Alanis Morissette: Jagged little pill. Min mor sagde det var spild af penge, men jeg tror aldrig jeg har hørt en cd så meget som den. Jeg knus-elsker stadig det album og har faktisk to, fordi den ene er så ridset.
Idag shopper jeg (indrømmet) mest musik på nettet/I-tunes, og jeg elsker min I-pod. Jeg drømte i 90'erne om at sådan en maskine en dag måtte blive opfundet, så jeg er fuldt tilfreds (og sender ofte Apple en glad tanke). Men måske er det i virkeligheden at snyde sig selv for en masse oplevelser! Mange af mine allerbedste musikoplevelser har været på, det man i gamle dage kaldte for, B-siden. Altså sange som ikke blev udgivet som singler, og som aldrig blev spillet i radio. Havde jeg ikke købt albummet, ville jeg altså aldrig have opdaget dem.
Og det er så her jeg begynder at tvivle på mig selv og min måde at vælge musik på idag. Bands som AC/DC sælger slet ikke deres musik som downloads. De sælger ikke enkelte hits, men hele albums: Hvor sangene er nøje udvalgt, kælet for og sat sammen i en særlig bestemt rækkefølge. Spørgsmålet er så om vi i virkeligheden er ved at suge livet ud af de sange, som ikke kommer ud af The Voice (eller what ever), ved kun at downloade enkelte numre. Jeg er godt klar over det ikke er alle der har dette købemønster, men jeg kan se på mennesker omkring mig og på mig selv, at der er ved at ske et skred.
Nå, men som finalen på dette lange blog-indlæg, vil jeg slutte af med min egen album Top 3 fra 90'erne. Albums hvor jeg kan alle sangene, og som jeg stadig hører jævnligt! Hvad er jeres Top 3? Jeg opfordrer alle til at gå i gemmeren og finde jeres og lytte til dem igen, måske gemmer der sig en oplevelse i musikken I havde glemt.
